DM i UV foto

For et par måneder siden blev Carsten Møller og undertegnede udtaget til det officielle DM i UV-foto i den første weekend af september. Fredag eftermiddag blev bilen pakket og vi vendte snuden mod Kalundborg Vandrehjem som blev brugt som base. Der mødte vi nogle af de andre deltagere samt en dommer og to koner. Kl. 20 var der en kort gennemgang af reglerne, indtagelse af sandwhiches, kage, kaffe og te samt hyggeligt samvær.

Lørdag morgen stødte de sidste til så vi i alt var 21 deltagere, hvilket er 50% flere end der har været de sidste mange år. Hovedparten har taget UV fotos i 10-15 år, nogen af dem meget mere. Af dem med kortere erfaring havde en del udstillet og / eller lavet billeder til dykkerblade, altså endnu en gruppe med et solidt fundament. De sidste 4-5 stykker, som Carsten og jeg tilhørte, havde virkeligt fået en udfordring!

Lørdag var der fælles morgenmad og kl. 9:00 blev det offentliggjort at der skulle dykkes ved Røsnæs. I det fineste solskin gik alle straks til bilerne, kørte de 12-15 km dertil og gjorde klar til konkurrencen som gik i gang kl. 10:00. Fire timer var der til at tage op til 150 billeder samt aflevere hukommelseskortet for kopiering. Mens vi pakkede sammen blev der udvekslet en masse erfaringer om fototeknik og dagens dyk. Tilbage på vandrehjemmet uploadede vi vores billeder til vores medbragte PC'er så vi hver kunne vælge de 6 billeder vi ville deltage med, 3 i katagorien makro og 3 i katagorien vidvinkel og inden kl. 17:30 var denne information givet til dommerpanelet.

Dommerpanelt bestående af en UV fotograf, en dykker fra Roskilde samt en garvet fotodommer (dog kun på land, dette var hans første erfaring med UV-foto) gik nu i gang med at vurdere billeder mens vi andre fordrev tiden med at fortælle røverhistorier hjulpet lidt på vej af øl og vin. Kun afbrudt af en times tid til aftensmaden arbejdede panelet koncentreret indtil ca. kl. 22:30 hvor de var klar med resultatet

En enkekt deltager havde ikke fået afleveret sit hukommelseskort til tiden (=diskvalifikation) og var så utilfredse med deres billeder at de valgte at springe fra så deltagerfeltet var nu nede på 18 deltagere.

Med 3 billeder fra hver deltager var der 54 billeder i hver af katagorierne og panelet skulle vælge og give point til de 10 bedste i hver katagori. Det lykkedes Cousteau at få et enkelt billede (se nedenfor) med i den afsluttende granskning i makro katagorien og det sluttede i grupen lige under top 10.

Panelet kommenterede samtlige 104 billeder og deltagerne bød også ind nu og da, så det blev lidt hen på søndagen inden den nye danmarks mester var fundet. De bedste i hver af katagorierne havde et særdeles højt niveau; vi skal træne en hel del endnu for at nå dertil!!

Herefter tog nogle hjem, andre skulle tidligt op og gik i seng mens de fleste af os satte os i sofastuen og vendte dagens begivenheder, fortalte flere røverhistorier og delte nogle kopper øl / vin.

Søndag morgen mødtes de tilbageværende til morgenmad og fik udvekslet nogle telefonnumre inden vi igen vendte hjemad efter en weekend fyldt med nye input, erfaringer og masser af røverhstorier. Det var en super oplevelse, nu skal der bare trænes så vi kan rykke en klasse op inden næste års DM som vil foregå på Djursland(vand).